Stings snu hitparade...

On a perfect Sumner's night. Jeg må overgive mig fuldstændig til Gordon Sumner. Jeg så Back To Bass-showet i februar, det var ferskt og fint, men keyboardmand David Sancious blev denne gang prikken over i'et plus flere gange jazzet legestue midt i et perfekt udvalg af kun gode melodier. Sting valgte rigtigt denne aften.

61-årige Sting entrer scenen, som har han ikke skiftet tøj siden Falconer Salen i februar: stram hvid T-shirt, sorte læderbukser og meget tætklippet. Men det vigtigste er ændret: Musikken. Væk er den unge guitarist, Rufus Miller, og erstattet af Sancious, der bl.a har spillet med Peter Gabriel, John McLaughlin og Santana. Forskellen kan opleves allerede i første minut af "If I Ever Lose My Faith In You". Og en god lydmand har styr på grejerne og ikke mindst skruet op for den mesterlige sangerinde Jo Lawry. Magi fra første sang.

Cirka 25.000 publikummer får en piskende Police-sang, "Every Little Thing She Does Is Magic" og trommeslager Vinnie Colaiuta sparker og driver schlageren til nye højder. Få takter inde i introen af næste synger publikum med – inden første vers. "Englishman In New York" er et gigahit, trods dens ikke-folkelige rytme og saxfills oprindeligt udført af Branford Marsalis, men denne aften spillet af Sancious på synthesizer. Sting og co. har sommer-sejr i forlystelsesparken allerede efter tredje nummer, og dét tror da pokker med en så velsyngende frontfigur.

"All This Time" er en sang, som mange danske komponister ville have været stolte af at have skabt, og Sting nyder den, men den er ikke en "crowdpleaser", Sting er ligeglad, og det skal blive et godt varsel for resten af de to timer midt i juli. Meget få superstjerner kan slippe af sted med at lave hits i skæve taktarter, Sting kan, og bandet tager fat om smukke "Seven Days" og løfter den, som er det dét mest naturlige i verden at spille evergreens i 5/4.

"Fields Of Gold" landes i næsten akustisk udgave, og så kan det ikke performes mere husmodervenligt. Men Sting er snu. Hans sætliste veksler konstant mellem det folkelige og det bøjede. Nuvel. Indimellem er det skæve forklædt som en velkendt sang, som i for eksempel "Driven To Tears", men forfinet i nye arrangementer. Og i denne Policekending går violinist Peter Tickell amok og udfordrer aftenens havefest med en vild og god solo. Sting og co. vil det vilde, men kender præmissen for disse kæmpe koncerter, pop veksler straks mellem det mindre poppede, og "Heavy Cloud No Rain" bliver til en fællessang, mens David Sancious kaster bøjet keyboardmagi ind undervejs.

"Message In A Bottle". Kan der koges mere nyt ud et af Polices første hits? Ja, tilhørenladende. For i denne version bliver reggaerock til jazz-reggae finurligt tryllet af Vinnie Colaiuta, endnu en discipel af trommegud Billy Cobham, og Colaiuta har efterhånden tromme-helgenstatus. I "Hounds Of Winter" beviser korsangerinde Jo Lawry dels, at hun er en af de bedste, som kapelmesteren nogensinde har medbragt på de alenlange turnéer, og dels at hun nemt magter flere oktaver i en virtuos operaagtig solo. Også Lawry er bedre end for et halvt år siden.

Og når den tidligere skolelærer vælger min Police-yndlingskomposition, "Wrapped Around Your Finger" med den subtile tekst, der har linjen "I have only come here seeking knowledge – things they would not teach me of in college", er jeg solgt til Newcastle- sønnen, hvis afdøde far var havnearbejder. Aftenens højdepunkt for mig. Men også en anelse højpandet i forhold til 25.000 publikummer, så frem med schlageren "Do Do Do Da Da Da", der er lige ved at tippe over, men så begynder Sting at spille et bassriff i 7/4-takt, og David Sancious dribler en helt sort jazzpianosolo frem af sine knoer, Peter Tickell følger op med bøjet violinjazz og Colaiuta slutter med en op-op-op-bravoursolo.

Kapelmesteren Sting véd, at dén jazz vækker uro i danske ører, så han smider derefter "Roxanne" ind, og alt er normalt og godt. Jo… ikke helt. Verdenshittet spilles dejligt med nye akkord-variationer og giver også rum til Stings overbevisende vokal-legestue.

Ekstranummer er en anden af mine favoritter, "Desert Rose", men igen i en komplet forvandlet version, en hel del mere arabisk klingende end på albummet "Brand New Day" fra 1999, og Sancious og Tickell mestrer sammen deres arabiske fraser. Sting slutter hittet med ordet: "Sukran" – tak på arabisk. Et udtryk for format fra britens side, og dette sættes yderligere i relief af næstsidste sang "King Of Pain". Dominic Miller dominerer flot på guitar. Og finalen er selvfølgelig "Every Breath You Take".

I min sidste anmeldelse af samme turné bad jeg Sting om at spille bolden mere risikofyldt og opfordrede hr. Sumner til at udfordre publikum. Dét gjorde han inden for arenakoncerters specielle rammer, og denne gang valgte han nogle af sine bedste sange. Sukran sahib Sting.

(c) Gaffa by Morten Buschmann